Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

13 februar 2018

Babyluger - symbolpolitik af den vigtige slags

Af Kerstin Hoffmann, kommunkationssekretær Retten til Liv

Få dage inde i det nye år fandt politiet igen et efterladt spædbarn i kritisk tilstand. Samme dag foreslår socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen endnu engang, at Danmark gør som en lang række andre lande og opretter såkaldte ’babyluger’, hvor en kvinde anonymt og trygt kan aflevere et nyfødt barn, hun ikke kan overskue at håndtere. Hvilken fremragende ide! Hvilket signal at sende til denne ulykkelige mor: ”Dit barn er værdifuldt. Vi har en varm og tør vugge stående klar. Vi ønsker også at hjælpe dig!”

Men socialdemokraterne får kun lunken opbakning fra det øvrige folketing, og forslaget er nu sendt til Etisk Råd, der skal vurdere for og imod og undersøge udenlandske erfaringer.
Vi ved allerede, at Etiske Råds formand Gorm Greisen og tidligere medlem af Etisk Råd, jordmoderformand Lilian Bondo er imod.  De mener, at forslaget er ren symbolpolitik, og at opstilling af babyluger vil være svigt af de kvinder, der er i knibe, og en accept af skam og bortskaffelse. (KD 20.10.17)

Det er sandt, at vores svigt som samfund bliver ynkeligt udstillet, når en kvinde, der bliver gravid, føler, at der ikke er plads til hendes barn i hendes liv eller i det samfund, hun er en del af. Men ’skam og bortskaffelse’ har vi desværre allerede accepteret i det danske samfund. Og det er ikke alene accepteret, det er sat i system i og med den frie abort. Den kvinde, der i 2018 bliver uventet gravid og skammer sig over, at hun ikke har styr på hverken præventionen eller resten af sit liv, forventes at ’bortskaffe’ sit problem. Og det kan hun gøre, uden at nogen spørger til grunden eller hjælper hende med at finde andre løsninger, der kunne redde hendes tilværelse og hendes barns liv.

Der kunne gøres meget mere for den kvinde, der bliver uplanlagt gravid, og der kunne gøres rigtig meget mere for den særligt udsatte gruppe, der ender med at lægge deres nyfødte fra sig på en kold bænk i en park. Lad os straks sætte gode opsøgende initiativer i værk. Men lad os også opstille babyluger rundt omkring i landet.

Og kald dem bare symbolpolitik. Denne lille varme seng, der står klar dag og nat, vil være et symbol på, at hvert eneste lille menneske har værdi. Den lille skrevne hilsen til moderen, der ligger i babylugen, vil være et symbol for hende, på at vi som samfund ønsker at favne hende med samme omsorg som hendes barn, hvis hun vil lade os gøre det.
I denne sag må jeg erklære mig som socialdemokrat!

23 december 2017

Barnet i krybben - og alle abortens fortrængte børn

Af Ketty Dahl, galleriejer, Vitasvej 5, 7790 Thyholm
Det er snart jul. Børnenes fest. Barnets fest. Derfor er det på sin plads at tale børnenes sag netop i december. Alle børns sag. Også de børn, der er på vej. De ufødte, de skrøbelige, de svage.
Forleden læste jeg følgende citat af overlæge og tidligere formand for etisk råd, Ole Hartling:” Vi har før set, hvordan en tragisk skæbne bliver selve argumentet for, at en principiel beslutning skal tages. Man fratages muligheden for at sige imod, for i lyset af den sørgelige fortælling kommer ethvert forsøg på at sætte spørgsmålet i et bredere perspektiv til at virke følelseskoldt”.

Hartling skrev dette i forbindelse med aktiv dødshjælp, men kunne lige så godt have skrevet det om abort. I Danmark hyldes kvindens frihed til at træffe valget om abort, man fokuserer udelukkende på kvindens sørgelige fortælling i forbindelse med en uønsket graviditet, og så kommer ethvert forsøg på at tale barnets sag til at virke følelseskoldt over for hende. Men at være pro-life handler ikke om at sparke til kvinder, der står i en graviditetskrise, for der er altid to ofre i forbindelse med en abort, både mor og barn, nej, at være pro-life handler i al sin enkelthed om, at man er imod at slå mennesker ihjel. Og selv meget unge fostre er mennesker. Derfor slår man ikke fostre ihjel. Så enkelt er det faktisk.

Argumentet, der bruges for abort, er: Abort er lovligt! Men dertil er der at sige: Apartheid var også lovligt, holocaust var lovlig, slaveriet var lovligt, og koloniseringen var lovlig, men det er ikke det samme, som det er retfærdigt eller rigtigt. At noget er lovligt handler om magt og ikke nødvendigvis om retfærdighed. Hvor er retfærdigheden for de 15.000 børn, der i 2017 har måttet ladet livet, fordi politikere, læger og kvinder stod med loven i hånden? Det er menneskebørn, vi taler om. Hvor er de ufødtes forsvarsadvokater i dette land?

2017 blev også året, hvor jordemødre gik imod et forslag om babyluger, hvor mødre, der havde født i anonymitet, kunne aflevere deres nyfødte. Selv om det ikke er den optimale måde at aflevere sit barn på, ville disse mødre via babylugerne have fået en mulighed for at give deres børn livet i stedet for at ty til abort. Mødrene havde også fået mulighed for indenfor et tidsrum at fortryde og hente deres barn igen. I Tyskland er mere end 500 børn blevet reddet vha. babyluger. Alligevel talte jordmoderforeningen imod. De, der skulle have forsvaret børnene.

Snart er det jul. Vi fejrer et barn. Guds søn født som menneske. Den Gud, der elsker børnene, også de ufødte, ja, som har skabt dem og har gode planer for dem, også dem, som andre ikke vil. Hvordan kan man blive ved med at forsvare den lov? Er det, fordi vi ikke vil se, hvad det er, der foregår, og fordi det er for uhyrligt at skulle forholde sig til at næsten en million danske børn er forsvundet på grund af abort i den tid, vi har haft fri abort i Danmark?

Mon ikke det er på tide at se på den lov igen og give børnene deres ret til livet tilbage! Lad det rumsterer i baghovedet, mens julens budskab om barnet i krybben lyder til os.


01 oktober 2017

Menneskerettigheder for ufødte

Af Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær Retten til Liv

Irland er et af de få lande i verden, der i deres forfatning anerkender, at den ufødte har samme ret til livet som sin mor. I Irland har de ufødte menneskerettigheder!  Dette har længe været en rød klud i ansigtet på abortlobbyen i EU og globalt og nu er regeringen ved at give efter for presset. (Læs fra DR)
Men som dansker har man kun kunnet beundre dette stærke folkefærd, der beskytter sine mindste medborgere. Samtidig kan man ikke lade være med at undre sig. Hvorfor er det Irland, der er de anderledes? Hvorfor har vort eget stærke danske demokrati, med det forpligtende blik for den svage, valgt ikke at beskytte de mindste danskere? I Danmark er det tværtimod ved lov indført, at ethvert nyt liv kan blive afbrudt med professionel hjælp på statens regning de første 12 uger af graviditeten – med mulighed for forlængelse af denne frist. Og ikke nok med det. Den danske regering går også gerne foran både i EU og globalt, når det gælder at agitere for denne ideologiske begrænsning af menneskerettighederne.

Hvordan kan vi som nation ignorere den ufødte?
Den ufødte - fosteret - er jo mit lille medmenneske, der bare befinder sig et andet sted i livet end mig. Hun er meget mindre, hun er afhængig af sin mor for at overleve, og hun har ikke så mange mentale funktioner endnu, men hele pakken er der fra starten. Hun er et menneske helt ind i sin inderste kerne! Og hun har hele livet liggende foran sig!
Hvad er menneskerettighederne værd, hvis de ikke gælder alle mennesker? Hvordan kan vi fortælle andre nationer, at de ikke må sortere mellem dem, der har ret til livet, og dem, der ikke har, hvis vi selv gør det samme?

Det argument, man oftest hører til forsvar for fri abort, er, at en kvinde skal have ret til at bestemme over sin egen krop. Og det argument kan man kun have stor forståelse for.
Kvinder, der får abort, har ofte tungtvejende grunde til det. Der stilles mange krav til ’det gode og ideelle familieliv’, og mange føler, at deres fremtidsplaner bliver ødelagt, hvis der pludselig er et barn på vej på det forkerte tidspunkt eller med den forkerte mand. Mange presses af en kæreste, der ikke er klar til at blive far, eller af en mand, der ikke synes, der er råd.
Alt dette ville også være stærke og fuldt ud legitime argumenter for abort, hvis det, der blev fjernet, var noget andet end et lille menneske. Men det er det bare ikke!
Det, der sker i undfangelsen, er dramatisk og skelsættende. Menneske er ikke noget, man langsomt udvikler sig til; det er noget, man er.
Og det er sandt, at den ufødte er helt og aldeles betroet i kvindens varetægt for at kunne overleve, og at hun får pålagt et stort ansvar med denne opgave. Men er ansvar ikke et grundvilkår, vi alle lever under? Ingen af os var nået hertil, hvor vi står i dag, hvis ikke der var mennesker, der forpligtede sig på os! Vi har ansvar for hinanden!!
Og så må det i øvrigt altid være samfundets ansvar at forhindre, at kvinder behandles uretfærdigt, blot fordi det er dem, der bliver gravide. Her er der stadig et godt stykke at gå!

Menneskerettighedernes artikel tre stadfæster, at ’enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed’. Irland er nu under pres for at fratage den ufødte disse rettigheder. Lad os dog støtte dem i at beholde dem og selv arbejde for at blive en nation, der tager menneskerettighederne alvorligt!