Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

03 oktober 2014

Amnesty International: Ingen menneskerettigheder til de ufødte.

Amnesty International kæmper for frihed og retfærdighed - men ikke for alle. I disse dage jubler organisationen over, at den spanske regering har droppet et lovforslag, der ville beskytte det ufødte menneske og begrænse adgangen til abort. Hvor er friheden og retfærdigheden for de ufødte?

Kvinden er den svage og undertrykte part i store dele af verden, og en af de omstændigheder, der gør kvinder sårbare, er, at det er dem, der sætter børn i verden. Den frihed, Amnesty International i denne forbindelse slår sig aggressivt op på, er friheden og uafhængigheden af sit afkom = fri abort.

Men hvordan er Amnesty nået frem til, at det ufødte barn er det menneske, der ikke skal beskyttes af rettigheder? Hvorfor kæmper man ikke for, at verdens kvinder beskyttes mod misbrug og overgreb og får den svangreomsorg, de har brug for? Hvorfor kæmper man ikke for, at alle verdens børn bliver budt velkommen og taget hånd om, som et fælles ansvar uanset, hvordan de er blevet til. Det var, hvad man ville forvente af en organisation, der er optaget af det enkelte menneskes værdi!