Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

23 oktober 2015

Når mennesket er prisgivet i udgangspunktet

Af Ellen Højlund Wibe, landssekretær i Retten til Liv
Det var en bemærkelsesværdig god og nuanceret udsendelse på DR2 mandag aften om Downs Syndrom. Der blev kastet et tiltrængt lys over det, som har været fortrængt, siden Sundhedsstyrelsen og amterne – uden overordnet politisk indblanding! - i 2004 gennemførte, at alle gravide skulle have tilbuddet om fosterdiagnostik, og at det skete ud fra en kold, økonomisk kalkule om besparelse.

Med andre ord: Menneskeliv gjort op i kroner og øre. En bestemt mennesketype måtte ofres på mammons alter. Eller sagt lidt pænere, mere spiseligt: Et liv med Downs Syndrom har så lidt kvalitet, at det er bedre tjent med at blive afbrudt (læs: slået ihjel) i tide, og så har vi jo flere penge til at tage os af andre svage. Men hvem kan gøre sig til dommer over et godt kontra et dårligt liv? Vi kender alle utallige eksempler på, at vi i det konkrete møde røres over disse menneskers hjertevarme og impulsivitet.

Det dybereliggende problem er, at vi ikke vil forsvare det enkelte menneskes grundlæggende værdi og ret til livet! Hvem beskytter det plejekrævende, skrøbelige og udsatte barns indgang i verden, når samfundet og dets love har prisgivet det ufødte menneske i udgangspunktet? Er det så moren? Tja, det kræver stort menneskeligt mod at modstå presset fra omgivelserne om at skrotte det barn, der falder uden for normalstandarden.

Klaus Birkler turde i udsendelsen godt bruge ordet racehygiejne om det, vi har gang i. Er der flere, der tør?

Det eneste, der kan bremse op for denne uhyggelige udvikling er en holdningsændring: at vi grundlæggende siger et stort ja til alt menneskeligt liv, og yder særlig omsorg og hjælp, der hvor der er brug for det.