Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

10 maj 2016

RED DEM BEGGE! Hjælp verdens kvinder, men pres dem ikke til abort!

16. - 19. maj bliver København, med Kronprinsesse Mary som protektor, vært for konferencen Women Deliver.
Konferencen har fokus på, hvordan FN’s udviklingsmål implementeres, så de kommer piger og kvinder i hele verden til gode. Der vil være særligt fokus på seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder SRHR (= fri abort) koblet med ligestilling, uddannelse og styrkelse af kvinders økonomiske position i samfundet.


Der er al mulig grund til at sætte fokus på de forhold kvinder lever under rundt om i verden. Der er brug for at beskytte kvinder mod vold og social og økonomisk undertrykkelse. Og meget godt gøres - også af danske aktører!

Men desværre er den hjælp, der tilbydes af Women Deliver og de magtfulde organisationer, der står bag (bl.a. Planned Parenthood og Marie Stopes - to af verdens største abortudbydere, samt en lang række FN-organer) tæt knyttet sammen med et ønske om, at verdens kvinder også skal 'sættes fri' til at skille sig af med deres ufødte børn, hvis disse står i vejen for en forbedring af deres situation.

Men ønsker den tredje verdens kvinder egentlig at løse deres problemer med abort? Hvorfor presse denne livsfornægtende kultur ned over mennesker, der blot ønsker at slippe for vold og tvang og længes efter adgang til sundhed, uddannelse og mulighed for at styre egen økonomi?

Lad os dog redde dem begge - både mor og barn!! Lad os kæmpe for kvinders ret til et godt liv uden at de skal betale for det med abort!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar