Citatet:

"Et land, der accepterer abort, lærer ikke sit folk at elske, men anvender vold for at få, hvad det ønsker sig. Det er derfor, at den største ødelægger af kærlighed og fred, er abort." Moder Teresa

23 december 2017

Barnet i krybben - og alle abortens fortrængte børn

Af Ketty Dahl, galleriejer, Vitasvej 5, 7790 Thyholm
Det er snart jul. Børnenes fest. Barnets fest. Derfor er det på sin plads at tale børnenes sag netop i december. Alle børns sag. Også de børn, der er på vej. De ufødte, de skrøbelige, de svage.
Forleden læste jeg følgende citat af overlæge og tidligere formand for etisk råd, Ole Hartling:” Vi har før set, hvordan en tragisk skæbne bliver selve argumentet for, at en principiel beslutning skal tages. Man fratages muligheden for at sige imod, for i lyset af den sørgelige fortælling kommer ethvert forsøg på at sætte spørgsmålet i et bredere perspektiv til at virke følelseskoldt”.

Hartling skrev dette i forbindelse med aktiv dødshjælp, men kunne lige så godt have skrevet det om abort. I Danmark hyldes kvindens frihed til at træffe valget om abort, man fokuserer udelukkende på kvindens sørgelige fortælling i forbindelse med en uønsket graviditet, og så kommer ethvert forsøg på at tale barnets sag til at virke følelseskoldt over for hende. Men at være pro-life handler ikke om at sparke til kvinder, der står i en graviditetskrise, for der er altid to ofre i forbindelse med en abort, både mor og barn, nej, at være pro-life handler i al sin enkelthed om, at man er imod at slå mennesker ihjel. Og selv meget unge fostre er mennesker. Derfor slår man ikke fostre ihjel. Så enkelt er det faktisk.

Argumentet, der bruges for abort, er: Abort er lovligt! Men dertil er der at sige: Apartheid var også lovligt, holocaust var lovlig, slaveriet var lovligt, og koloniseringen var lovlig, men det er ikke det samme, som det er retfærdigt eller rigtigt. At noget er lovligt handler om magt og ikke nødvendigvis om retfærdighed. Hvor er retfærdigheden for de 15.000 børn, der i 2017 har måttet ladet livet, fordi politikere, læger og kvinder stod med loven i hånden? Det er menneskebørn, vi taler om. Hvor er de ufødtes forsvarsadvokater i dette land?

2017 blev også året, hvor jordemødre gik imod et forslag om babyluger, hvor mødre, der havde født i anonymitet, kunne aflevere deres nyfødte. Selv om det ikke er den optimale måde at aflevere sit barn på, ville disse mødre via babylugerne have fået en mulighed for at give deres børn livet i stedet for at ty til abort. Mødrene havde også fået mulighed for indenfor et tidsrum at fortryde og hente deres barn igen. I Tyskland er mere end 500 børn blevet reddet vha. babyluger. Alligevel talte jordmoderforeningen imod. De, der skulle have forsvaret børnene.

Snart er det jul. Vi fejrer et barn. Guds søn født som menneske. Den Gud, der elsker børnene, også de ufødte, ja, som har skabt dem og har gode planer for dem, også dem, som andre ikke vil. Hvordan kan man blive ved med at forsvare den lov? Er det, fordi vi ikke vil se, hvad det er, der foregår, og fordi det er for uhyrligt at skulle forholde sig til at næsten en million danske børn er forsvundet på grund af abort i den tid, vi har haft fri abort i Danmark?

Mon ikke det er på tide at se på den lov igen og give børnene deres ret til livet tilbage! Lad det rumsterer i baghovedet, mens julens budskab om barnet i krybben lyder til os.


01 oktober 2017

Menneskerettigheder for ufødte

Af Kerstin Hoffmann, kommunikationssekretær Retten til Liv

Irland er et af de få lande i verden, der i deres forfatning anerkender, at den ufødte har samme ret til livet som sin mor. I Irland har de ufødte menneskerettigheder!  Dette har længe været en rød klud i ansigtet på abortlobbyen i EU og globalt og nu er regeringen ved at give efter for presset. (Læs fra DR)
Men som dansker har man kun kunnet beundre dette stærke folkefærd, der beskytter sine mindste medborgere. Samtidig kan man ikke lade være med at undre sig. Hvorfor er det Irland, der er de anderledes? Hvorfor har vort eget stærke danske demokrati, med det forpligtende blik for den svage, valgt ikke at beskytte de mindste danskere? I Danmark er det tværtimod ved lov indført, at ethvert nyt liv kan blive afbrudt med professionel hjælp på statens regning de første 12 uger af graviditeten – med mulighed for forlængelse af denne frist. Og ikke nok med det. Den danske regering går også gerne foran både i EU og globalt, når det gælder at agitere for denne ideologiske begrænsning af menneskerettighederne.

Hvordan kan vi som nation ignorere den ufødte?
Den ufødte - fosteret - er jo mit lille medmenneske, der bare befinder sig et andet sted i livet end mig. Hun er meget mindre, hun er afhængig af sin mor for at overleve, og hun har ikke så mange mentale funktioner endnu, men hele pakken er der fra starten. Hun er et menneske helt ind i sin inderste kerne! Og hun har hele livet liggende foran sig!
Hvad er menneskerettighederne værd, hvis de ikke gælder alle mennesker? Hvordan kan vi fortælle andre nationer, at de ikke må sortere mellem dem, der har ret til livet, og dem, der ikke har, hvis vi selv gør det samme?

Det argument, man oftest hører til forsvar for fri abort, er, at en kvinde skal have ret til at bestemme over sin egen krop. Og det argument kan man kun have stor forståelse for.
Kvinder, der får abort, har ofte tungtvejende grunde til det. Der stilles mange krav til ’det gode og ideelle familieliv’, og mange føler, at deres fremtidsplaner bliver ødelagt, hvis der pludselig er et barn på vej på det forkerte tidspunkt eller med den forkerte mand. Mange presses af en kæreste, der ikke er klar til at blive far, eller af en mand, der ikke synes, der er råd.
Alt dette ville også være stærke og fuldt ud legitime argumenter for abort, hvis det, der blev fjernet, var noget andet end et lille menneske. Men det er det bare ikke!
Det, der sker i undfangelsen, er dramatisk og skelsættende. Menneske er ikke noget, man langsomt udvikler sig til; det er noget, man er.
Og det er sandt, at den ufødte er helt og aldeles betroet i kvindens varetægt for at kunne overleve, og at hun får pålagt et stort ansvar med denne opgave. Men er ansvar ikke et grundvilkår, vi alle lever under? Ingen af os var nået hertil, hvor vi står i dag, hvis ikke der var mennesker, der forpligtede sig på os! Vi har ansvar for hinanden!!
Og så må det i øvrigt altid være samfundets ansvar at forhindre, at kvinder behandles uretfærdigt, blot fordi det er dem, der bliver gravide. Her er der stadig et godt stykke at gå!

Menneskerettighedernes artikel tre stadfæster, at ’enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed’. Irland er nu under pres for at fratage den ufødte disse rettigheder. Lad os dog støtte dem i at beholde dem og selv arbejde for at blive en nation, der tager menneskerettighederne alvorligt!

05 september 2017

Helte med lilla bleer på hovedet

Af Mathilde Munk, Hugvej 8, Vedersø, 6990 Ulfborg 
Foto: christoffarfryd.com


Efter den aktion, som foreningen ”Retten til liv” holdt i Århus her i weekenden, dukker der mange forskellige reaktioner op på de sociale medier. Jeg har siddet og kigget på dem med interesse og begyndende mavekramper i stor forundring over, at nogle klistermærker kan vække så stor furore. Det er jo ikke just den militante jernnæve!
Der var blandt kommentarerne adskillige, der mente, at den fri abort var det største fremskridt i menneskehedens historie, og at en debat omkring denne rettighed fører lige lukt tilbage til Stenalderen. Jeg kan undre mig over, at man kan kalde et folkemord for den største udvikling, der er sket for mennesket siden de tidligste tider… Uanset hvad man ellers mener om kvinders ret til (selv)bestemmelse over egen (og andres krop).
Ydermere vækker det forundring hos mig, at man hidser sig op over, at der påføres kvinder dårlig samvittighed eller skyld. Om det virkelig er så hævet over enhver debat eller selvransagelse, at dette er et fremskridt for menneskeheden, hvordan kan der så være tale om skyld? Hvem kunne blive skyldbevidst over at have skaffet rent drikkevand til et område i Afrika, selvom der skulle være uoplyste tåber, der mente, at det var en problematisk ting at gøre? Ville man ikke snarere end at hidse sig op og nedgøre dem trække på skulderen og sige: ”Nå!” ?
60´ernes og 70´ernes foregangskvinder og – mænd virker til at være menneskehedens og demokratiets store helte. Men hvad der adskiller dem fra de knapt så højt besungne - men langt mere udskældte - medborgere i weekenden er vanskeligere at få øje på. Har de ikke benyttet sig af stort set de samme demokratiske kanaler? Hvad gør så den ene gruppe til visionære helte med lilla bleer på hovedet, mens den anden gruppe er uoplyste mørkemænd og – kvinder uden plads i et moderne demokrati? Når præmisserne for dette demokrati vel netop er, at alle røster i princippet er lige vigtige og gyldige? Ellers falder ideen om det til jorden med et brag, når man har savet den gren igennem, man selv sidder på.
Langt oppe over Århus og alle de ulyksalige klistermærker, højt oppe over indignationen over dem og de forskellige røster i gadebilledet og på de sociale medier, er himlen så utroligt september-blå. Deroppe dvæler sandheden om altet, og måske den ikke altid er tilgængelig for mennesket, men uanset har Shakespeare ret, når han siger: ”Truth is truth to the end of reckoning.” Uafhængig af ægte eller såkaldt demokrati, uafhængig af moralsk udvikling eller afvikling og uafhængig af klistermærker og reaktionerne på dem.
Måtte vi alle bestræbe os på at søge denne sandhed i vore liv!

08 marts 2017

Da abort-tsunamien ramte

Af Ketty Dahl, lærer, Vitasvej 5, 7790 Thyholm
Ketty Dahl med sine to hunde

Forleden hørte jeg det britiske, konservative parlamentsmedlem, lord Shinkwin, der er handicappet, udtale: ”Jeg har set skriften på væggen, mennesker med handicap står over for udryddelse pga. abortmuligheden. Havde vi været dyr, var vi blevet betegnet som en truet art, men vi er ”kun” mennesker, og derfor ikke kvalificeret til beskyttelse. Ved de paraolympiske lege, hvor kun idrætsudøvere med handicap kan deltage, hyldede nationen deres fantastiske indsats, - den samme nation, som mener, at netop dét, der har kvalificeret dem til at deltage, er årsag til, at de burde dø! Men jeg er nødt til at stole på, at der er mere, der forener os end skiller os, jeg er nødt til at stole på vores fælles menneskelighed.”

Jeg hørte hans stærke tale i den forgangne måned, hvor abort-tsunamien ramte medierne. En måned, hvor minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs, udråbte Danmark som foregangsland og forkæmper for abort i hele verden. Her drejede det sig ikke ”kun” om handicappede, men abort af børn generelt. For som hun sagde: ”For mig er retten til at bestemme over egen krop en dansk mærkesag i vort udviklingsarbejde. Både fordi det for mig er en grundlæggende menneskerettighed, men også fordi piger og kvinders seksuelle og reproduktive sundhed er nøglen til udvikling. Hvis vi skal nå de nye verdensmål i 2030, er vi nødt til at få nedbragt befolkningstilvæksten.” Med disse ord fulgte, 75 millioner kroner bevilliget af regeringen, øremærket organisationer, der støtter abort. Penge til abort af tusinder af børn. Det uhyggelige er, at ministeren ikke engang ønsker at skjule hensigten: nemlig at stoppe befolkningstilvæksten ved at fjerne børnene. Det er klart, det er billigere at slå børnene ihjel end at forbedre de fattiges vilkår. Og nu er det officiel dansk politik! Pakket ind i manipulerende ord som ”reproduktiv sundhed” (og hvem vil ikke gerne være sund?)

Ulla Tørnæs hævder at have fuld konsensus i Danmark til at sige dette. Men hun taler ikke på mine vegne.  Jeg skammer mig over, at Danmark ønsker at fremme død for nogen for at skaffe ”liv” for andre. Disse millioner kunne være brugt til at redde tusinder af børn og deres mødre til at få et fælles godt liv. Selv Tørnæs må erkende, at hver eneste abort er et liv, der stoppes. Men måske er disse liv i hendes optik bare tal i fattigdomsstatistikken og befolkningstilvæksten? Tænker ministeren nogensinde på, at hvis kvinden havde fået penge fra den danske stat til at skabe et godt liv for sig selv og sit barn, så ville hun måske ikke have fået en abort, men have glædet sig over sit nyfødte barn? At hun går grædende hjem fra abortklinikken, for det var den mulighed, den danske stat støttede? Denne ”hyldest” til hendes menneskeret. At kvinder i tusindvis lider af traumer efter abort, forholder man ikke sig til. Fakta er jo, at der findes utallige andre muligheder for at nedbringe overbefolkning uden at tage liv. Engang var det almindeligt i Danmark med 9-10 børn i en familie. Sådan er det ikke mere, ikke på grund af abort, men pga. bedre levevilkår og kvinders mulighed for uddannelse og prævention. Men det gentagne mantra er: Kvinden har ret til at bestemme over egen krop.

Selvfølgelig har kvinden ret til at bestemme over egen krop, men bør hun også have ret til at bestemme over et andet menneskets krop, nemlig barnets? I dag er der klar evidens for, at kvinden og barnet er to forskellige, selvstændige individer med hvert deres DNA. Det ensidige fokus på kvindens ret har tilsyneladende til formål at skygge for børns rettigheder. Det at fjerne menneskeliv hyldes som en kærlighedsgerning, mens det at ville bevare menneskeliv bliver gjort til religiøs ekstremisme uden omsorg for kvinderne.

Den nigerianske forsker, Obianuju Ekeocha, siger, at Danmark og den vestlige verden bedriver kolonialisme i Afrika ved at udbrede abort og løgne om, at en kvinde blot træffer beslutning angående egen krop, når hun vælger abort. Hun siger, at de fleste afrikanere mener, at abort er angreb på menneskelivet. Så hvis man skal overbevise dem om, at abort er et gode, skal man først overbevise dem om, at hvad de har lært og troet på, er fuldstændig forkert, at de har en forkert tankegang, og at europæerne ved bedre. Og det er kolonialisering! Er det bedste, vi har at tilbyde fattige kvinder i en krisegraviditet, at eksportere vores abortkultur? Eller handler det i virkeligheden om et fordækt folkedrab, så de rige lande kan spare på ulandsbistanden og stoppe de fattige i at strømme ind over europæiske grænser?! Dem, der kan blive til bøvl, fjerner vi på forhånd!

Også Folkekirkens Nødhjælp var i sidste måned ude med samme mantra i et facebookopslag. Organisationens medarbejdere hævdede utvetydigt på Facebook, at det er en kvinderet at kunne vælge abort. Fint, at Folkekirkens Nødhjælp informerer om prævention, men hvordan kan det være en kirkelig nødhjælpsorganisations opgave at fortælle om, hvordan børn bliver fjernet? Måske fordi de mener, at for at undgå illegale aborter er det bedre, at kvinder får adgang til legale. I opslaget henvises til, at hver dag dør 191 kvinder pga. illegal abort. Ingen kan være uenig i, at det er dybt tragisk, men Folkekirkens Nødhjælp undlader at fortælle, hvor farlige illegale og legale aborter er for børnene… De besvarer ikke spørgsmålet, om man som kirkelig organisation ikke mener, at Gud har skabt de ufødte børn og ønsket, villet og elsker dem uanset omstændighederne for deres undfangelse? Muligheden forelægger jo: at Gud elsker børnene lige så højt som kvinderne! Folkekirkens Nødhjælp hævder, at de ikke samler ind til abort, men det er en sandhed med modifikationer, for de støtter iflg. egne medarbejdere arbejde rundt om i verden, hvor abort kan bruges som hjælp til kvinder i en krisesituation.

Nødhjælpens annonce på Facebook kom på grund af Trumps initiativ til at fjerne støtte til organisationer, der støtter eller foretager abort, men uanset hvor usympatisk Trump er (og at han næppe har nogen personlig holdning mod abort med mindre det tjener hans egen sag) så forties i det brede mediebillede, at blandt de organisationer, hans administration vil fratage støtte, er Planned Parenthood, en af verdens største abortudbydere, som er afsløret i salg af fosterdele udtaget ved abort til bioindustrien. Og så sluttede forrige måned af med forargelsen over et dansk apotek, som støttede foreningen Retten til Liv, der ønsker at redde både mor og barn. Medierne blæste straks ”problemet” op, for de fleste medier tager kun aborttemaet op, når det støtter det politisk korrekte synspunkt: abort er en menneskerettighed. Medierne har magt til at bestemme, hvilke synspunkter, der må komme ud i den offentlige debat og dermed være meningsdannende og debatskabende, - abortmodstandernes holdninger er næsten pr. definition sorteret fra. Dermed fremstår dét, at sætte spørgsmålstegn ved den frie aborts ret og rimelighed som tabu.

Men menneskelivet kræver respekt og har værdi i alle livsfaser, fra vi undfanges, til vi dør. Hvor ville jeg gerne, jeg med den handicappede Lord Shinkwin kunne sige, at jeg stoler på vores fælles menneskelighed og ansvar for at tage vare på de ufødte, handicappede såvel som ikke handicappede. I stedet er jeg rædselsslagen over, hvad det er, vort land har gang i. Jesus sagde på korset om sine drabsmænd: Tilgiv dem Far, for de ved ikke, hvad de gør. Mon ikke han ville sige det samme i abortdebatten til dem, der stræber børnene efter livet under dække af gode intentioner og tale om menneskerettigheder? De ved ikke, hvad de gør!  Og ved de det, så er det kun dobbelt tragisk.


20 februar 2017

Hykleri om informationsarbejde i den tredje verden

Ulla Tørnæs og mange andre med hende kritiserer, at det amerikanske dekret, der forhindrer amerikanske midler i at tilflyde organisationer, der arbejder med abort også rammer informationsarbejde om prævention og seksuel sundhed.

Men det er der jo kun en eneste grund til, og det er, at vestlige ngo'er (støttet masivt af f.eks. den danske regering) har som mærkesag, at gøre abort til en central og integreret del af informationsarbejdet om seksuel sundhed.
Det er ganske enkelt ikke muligt at støtte disse organisationer uden at støtte abort.

Det passer jo ikke, når Ulla Tørnæs i dette debatindlæg påstår, at det ikke er så vigtigt med abort. I udenrigsministeriets nye udgivelse: 'Danmarks udviklingspolitiske og humanitære strategi' (s. 33) beskrives hvilke værdier den danske regering vil fremme. Der står bl.a.: "Danmark vil fastholde sin position som en stærk global fortaler for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Retten til at bestemme over egen krop og egen seksualitet er en fundamental menneskeret ... Alle har ret til information og oplysning, adgang til prævention, lovlig og sikker abort."

For Ulla Tørnæs og den danske regering drejer det sig ikke om prævention og sundhed - men om ideologi: at abort er en menneskeret.
Tak til den amerikanske regering for stor konsekvens og klarsyn!!