Irland er et af de få lande i verden, der i deres forfatning anerkender, at den ufødte har samme ret til livet som sin mor. I Irland har de ufødte menneskerettigheder! Dette har længe været en rød klud i ansigtet på abortlobbyen i EU og globalt og nu er regeringen ved at give efter for presset. (Læs fra DR)
Men som dansker har man kun kunnet beundre dette stærke folkefærd, der beskytter sine mindste medborgere. Samtidig kan man ikke lade være med at undre sig. Hvorfor er det Irland, der er de anderledes? Hvorfor har vort eget stærke danske demokrati, med det forpligtende blik for den svage, valgt ikke at beskytte de mindste danskere? I Danmark er det tværtimod ved lov indført, at ethvert nyt liv kan blive afbrudt med professionel hjælp på statens regning de første 12 uger af graviditeten – med mulighed for forlængelse af denne frist. Og ikke nok med det. Den danske regering går også gerne foran både i EU og globalt, når det gælder at agitere for denne ideologiske begrænsning af menneskerettighederne.
Hvordan kan vi som nation ignorere den ufødte?
Den ufødte - fosteret - er jo mit lille medmenneske, der bare befinder sig et andet sted i livet end mig. Hun er meget mindre, hun er afhængig af sin mor for at overleve, og hun har ikke så mange mentale funktioner endnu, men hele pakken er der fra starten. Hun er et menneske helt ind i sin inderste kerne! Og hun har hele livet liggende foran sig!
Hvad er menneskerettighederne værd, hvis de ikke gælder alle mennesker? Hvordan kan vi fortælle andre nationer, at de ikke må sortere mellem dem, der har ret til livet, og dem, der ikke har, hvis vi selv gør det samme?
Det argument, man oftest hører til forsvar for fri abort, er, at en kvinde skal have ret til at bestemme over sin egen krop. Og det argument kan man kun have stor forståelse for.
Kvinder, der får abort, har ofte tungtvejende grunde til det. Der stilles mange krav til ’det gode og ideelle familieliv’, og mange føler, at deres fremtidsplaner bliver ødelagt, hvis der pludselig er et barn på vej på det forkerte tidspunkt eller med den forkerte mand. Mange presses af en kæreste, der ikke er klar til at blive far, eller af en mand, der ikke synes, der er råd.
Alt dette ville også være stærke og fuldt ud legitime argumenter for abort, hvis det, der blev fjernet, var noget andet end et lille menneske. Men det er det bare ikke!
Det, der sker i undfangelsen, er dramatisk og skelsættende. Menneske er ikke noget, man langsomt udvikler sig til; det er noget, man er.
Og det er sandt, at den ufødte er helt og aldeles betroet i kvindens varetægt for at kunne overleve, og at hun får pålagt et stort ansvar med denne opgave. Men er ansvar ikke et grundvilkår, vi alle lever under? Ingen af os var nået hertil, hvor vi står i dag, hvis ikke der var mennesker, der forpligtede sig på os! Vi har ansvar for hinanden!!
Og så må det i øvrigt altid være samfundets ansvar at forhindre, at kvinder behandles uretfærdigt, blot fordi det er dem, der bliver gravide. Her er der stadig et godt stykke at gå!
Menneskerettighedernes artikel tre stadfæster, at ’enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed’. Irland er nu under pres for at fratage den ufødte disse rettigheder. Lad os dog støtte dem i at beholde dem og selv arbejde for at blive en nation, der tager menneskerettighederne alvorligt!
